Fem udbredte myter om økonomisk investering
Økonomisk investering kan være utrolig nyttig for din økonomiske fremtid. Desværre kan emnet fremstå som værende skræmmende, som følge af forskellige myter, fejlagtige antagelser og misforståelser. Konsekvenserne heraf er dårlige beslutninger, og unge som ikke tør at gøre indtog i investeringsverdenen. Det er derfor vigtigt, at vi én gang for alle afmystificerer den store investeringsverden, og i stedet sætter fokus på faktabaseret viden, der kan hjælpe dig med at træffe de bedste beslutninger. I dette indlæg ser vi nærmere på fem af de mest udbredte myter om økonomisk investering.
1) Investering er kompliceret, og er kun for eksperter
Falsk – Sandheden er, at investering kan fremstå som værende komplekst, men samtidig er det også muligt at forenkle. Investering er således ikke kun for eksperter, tværtimod. Der findes mange forskellige hjælpemidler, som kan hjælpe dig med at forstå grundprincipperne i økonomisk investering. Det er således ikke altafgørende at have en dybdegående viden om finansmarkedet, inden du foretager din første investering. Yderligere læring herom skal nok komme med tiden. Lad os bare bruge et gammelt ordsprog; Rom blev ikke bygget på én dag. Det samme er tilfældet, når man som ny investor er i gang med at tillære sig viden. Det er en kontinuerlig proces, som i sidste ende vil gavne dig som investor.
2) Det kræver en stor opsparing at investere
Falsk – Endnu en udbredt myte. Det er ikke afgørende, hvorvidt du har en stor eller lille opsparing, hvis du ønsker at komme i gang med økonomisk investering. Flere handelsplatforme tillader investeringer for få hundrede kroner, hvorfor du sagtens kan starte i det små. Med tiden, når økonomien tillader det, kan du gradvis øge de månedlige indskud, og opbygge din portefølje over tid.
3) Investering er tidskrævende
Falsk – Dette er ikke nødvendigvis sandt. Du kan nemlig vælge en passiv investeringsstrategi, hvor du eksempelvis investerer i indeksfonde, som følger et markedsindeks. Du kan endvidere investere via en såkaldt månedsopsparing, som hver måned investere i forudbestemte fonde og ETF’er. På denne måde slipper du for at skulle overvåge markedet i tide og utide.
4) Det er meget risikabelt at investere
Falsk – Det afhænger i høj grad af valget af aktivklasser. Det er blandt andet muligt at investere i enkeltaktier, obligationer, fonde, kryptovaluta og råvarer. Alt efter aktivklasse er der forskellige risici forbundet herved. Helt generelt er det naturligvis vigtigt at pointere, at økonomisk investering altid er forbundet med risiko, og hele eller dele af investeringen kan således gå tabt. Ligeledes gælder det at historiske afkast ikke er en garanti for fremtidige afkast. Når det er sagt, er der gode muligheder forbundet med økonomisk investering. Det handler dog i høj grad om at forstå og planlægge ens personlige risiko og tidshorisont.
5) Investering er ikke for alle
Falsk – Alle, uanset alder, køn, social- eller økonomisk baggrund, kan drage fordel af at investere. Investering er ikke forbeholdt en bestemt gruppe; det er en mulighed for alle, der ønsker at tage kontrol over deres økonomiske fremtid. Det er heller aldrig for tidligt eller for sent at begynde. Uanset om du starter med små beløb eller større summer, kan du opbygge en portefølje, der passer til din økonomi og dine mål. Det vigtigste er at komme i gang og lære undervejs.