Sådan tjener du penge i et nedadgående marked
Når vi tager et blik på det internationale investeringsmarked, er det ikke overraskende, at størstedelen investerer i håbet om et opadgående marked. Ikke desto mindre er det dog også muligt at investere sig til et økonomisk afkast, når markederne bevæger sig i den modsatte retning. Netop det at spekulere i faldende aktiekurser omtales shorting, og er altså det stikmodsatte af den ellers mest kendte måde at investere sig til et afkast. Begrebet shorting omtales også med udtrykkene ”at gå short” eller “at gå kort”.
Hvad vil det sige at shorte?
Forestil dig følgende scenarie; Du gennemsøger markedet, og finder en aktie, som du mener vil falde i værdi over den kommende periode. Du åbner derfor en såkaldt shortposition, hvor værdien på aktien er 1.000 kroner. Samtidig betaler du et gebyr på 50 kroner. Dermed låner du en aktie, af eksempelvis en børsmægler, og sælger denne til en anden på markedet. Over den næste måned falder kursen på aktien, som du havde forventet, til en værdi på 850 kroner. Du vælger herefter at lukke din shortposition. Dermed tilbagekøber du aktien, og returnerer denne til aktøren, som du oprindeligt lånte den af. Differencen opgøres til 150 kroner, men eftersom du skal modregne gebyret på 50 kroner, er den endelige difference 100 kroner, og dette er således dit økonomiske afkast. Et afkast på 10 procent.
Hvad er et short squeeze?
Når en aktie shortes i stor stil, opstår sandsynligheden for et såkaldt short squeeze. Ved et short squeeze stiger kursværdien af den pågældende aktie så kraftigt, at de aktører der har købt en shortposition, må opgive deres position. Gælden er i sin enkelhed blevet for høj til at positionen kan bevares. Aktørerne som har købt en shortposition, bliver således ”squeezet” ud af deres position. Fænomenet short squeeze er ikke ligefrem noget nyt fænomen. Vi så blandt andet et tilfælde i 2008, hvor den tyske bilgigant VW var centrum for et massivt short squeeze. Selskabets udstedte aktier steg således flere hundrede procent i løbet af ganske få dage. Episoden er senere hen blevet opkaldt ”The mother of all squeezes”.
GameStop, Reddit og WallStreetBets
Måske har du hørt om en episode, hvor det amerikanske selskab GameStop blev genstand for et massivt short squeeze. Episoden fandt sted i starten af 2021, og skabte stor interesse verden over, eftersom episoden var vildere end foregående episoder. Årsagen hertil skyldes særligt to punkter; For det første var GameStop-aktien blevet shortet med næsten 140 procent, da episoden startede i januar 2021, hvilket i sig selv var historisk. For det andet var det et forum, på det sociale medie Reddit, som stod bag aktiens enorme opsving. Den 11. januar 2021 var kursen 19,94 USD. 16 dage senere, den 27. janaur, nåede aktien et niveau på knap 350 USD. Episoden varede over flere måneder, og investorer fra hele verden tog del i det der beskrives som historiens største short squeeze.
Hvordan kan en aktie shortes med over 100 procent?
Som udgangspunkt skulle man ikke tro, at det er muligt at shorte en aktie med over 100 procent. Dette er dog muligt. Lad os se på et eksempel, der forklarer, hvordan dette kan ske. Vi forestiller os en situation med fire investorer og en mægler. Berrit har for nyligt købt en aktie, og hun har en aftale med sin mægler, der tillader mægleren at udlåne hendes aktier til shortsælgere. Mægleren udlåner herefter aktien til Preben, som sælger denne i håbet om, at aktiekursen vil falde. Den investor, der køber Prebens solgte aktie, er Olav. Hvis Olav har samme aftale med sin mægler som Berrit, kan mægleren også udlåne denne aktie til en tredje investor. Gudrun kan derfor låne aktien og sælge denne i endnu en shorthandel. Selvom det kan virke forvirrende, er pointen, at de samme aktier kan udlånes og shortes flere gange. Når dette sker på det virkelige marked, kan short-interessen, som er det samlede antal shortede aktier, overstige antallet af udestående aktier. Dette er, hvad der sker, når en aktie shortes med over 100 procent.