Økonomisk ordbog
Få styr på de vigtigste begreber...
A
Afkast – Den samlede gevinst eller det samlede tab ved økonomiske investeringer.
Aftermarket – Handel der foretages uden for markedernes officielle åbningstider.
Akkumuleret afkast – Samlet afkast for perioden. Er der tale om en periode på længere end et år tages der forbehold for renters-rente-effekten.
Aktie – Andelen man som aktionær ejer i en virksomhed.
Aktieindeks – En gruppering af aktier, som er udvalgt på baggrund af visse kriterier.
Aktieudbytte – Den del af årets overskud i virksomheden, der udbetales til aktionærerne.
Annualiseret afkast – Et andet ord for årsafkast. Her er afkastet omregnet således at man nemmere kan sammenligne afkast. Dette gøres eksempelvis, hvis afkastet oprindeligt strækker sig over flere år.
B
Bearmarket – En periode med faldende aktiekurser. Den typiske definition af et bearmarket kræver fald over en længere periode på 20% eller derover.
Benchmark – Systematisk metode for sammenligning. Sammenligningen kan eksempelvis foretages på tværs af forskellige indeks.
BNP – Omtales også bruttonationalprodukt, og er den samlede værdi af landets årlige produktion.
Broker – Person som handler og formidler værdipapirer på vegne af andre personer.
Bullmarket – En periode med stigende aktiekurser. Den typiske definition af et bullmarket kræver stigninger over en længere periode på 20% eller derover.
Børshandel – Handel med værdipapirer via handelssystemet på en fondsbørs.
C
Cyklisk aktie – Betegnelse for aktier der er særligt konjunkturfølsomme. Disse aktier følger dermed den generelle udvikling i økonomien. Eksempler på cykliske aktier er eksempelvis Mærsk, SAS og Rockwool.
D
DAX-indekset – Aktieindeks bestående af de 30 største og mest likvide tyske aktier på børsen i Frankfurt.
Defensiv aktie – Betegnelse for aktier der ikke påvirkes synderligt af konjunkturudsving. Det modsatte af cykliske aktier. Eksempler på defensive aktier er eksempelvis Novo Nordisk og H. Lundbeck.
Direkte rente – Den nominelle (pålydende) rente sat i forhold til kursen.
Dividende – En del af selskabets overskud, der udbetales til aktionærerne i form af kontanter eller ekstra aktier.
E
ECB – Den Europæiske Centralbank.
Emission – Måden hvorpå en virksomhed kan få tilført ekstra kapital via udstedelse af nye aktier.
EPS – Forkortelse for “Earnings Per Share”. En virksomheds nettoindtjening divideret med antallet af udestående aktier viser afkastet pr. aktie.
EuroStoxx50 – Aktieindeks bestående af de 50 største europæiske virksomheder. Virksomhederne skal være placeret i Eurozonen.
Erhvervsobligationer – Type af obligationer der udstedes til finansiering af virksomheder.
F
FED – Den Amerikanske Centralbank.
Fond – En pulje af penge fra forskellige investorer, der administreres professionelt og investeres i forskellige aktiver.
Fondskode – Identifikationskode for et værdipapir.
Future – En aftale om køb og salg af et investeringsprodukt til en fastsat kurs på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Der indgås således en forhåndsaftale, hvor kursen fastsættes på forhånd, men selve handlen foretages først på et senere tidspunkt.
G
Gearing – Investeringsværktøj hvor man som investor handler for lånte penge. Alt efter markedets udvikling kan gearing øge både gevinster og tab.
Gennemsnitskurshandel – Købsmetode hvor man som investor handler til den pågældende dags gennemsnitskurs. Kursen beregnes umiddelbart før lukketid.
H
Horisontafkast – Afkastet for en given periode. Der tages udgangspunkt i kursen på primo-tidspunktet, en estimeret kurs på ultimo-tidspunktet og dertil medregnes eventuelle renter m.m.
I
IFO-indekset – En indikator der tager udgangspunkt i indberetninger fra 7.000 tyske virksomheder. Indikatoren anvendes både til at vurdere den nuværende og fremtidige økonomiske situation. Tidshorisonten er seks måneder.
ISM-indekset – Amerikansk indeks der tager udgangspunkt i spørgeskemaundersøgelser, hvor 400 amerikanske virksomheder adspørges om den pågældende aktivitet i forhold til sidste måned.
Investeringsforening – En forening som investerer i forskellige markeder. Der findes mange forskellige foreninger, hvor nogle er karakteriseret ved at investere bredt og kombinere aktier og obligationer fra mange forskellige lande, hvorimod andre foreninger er mere centreret omkring en niche. Fælles for alle foreninger er at kapitalen spredes ud over flere forskellige investeringer – dette omtales også diversificering.
Inflation – Generelle stigninger i forbrugerprisindekset. Værdien af samme mængde penge, før og efter inflationen, forringes, hvorved den generelle købekraft i samfundet svækkes.
J
–
K
Kapitaludvidelse – Selskabets kapital forøges. Dette kan eksempelvis ske via en emission, hvor der udstedes ekstra aktier.
Konvertible obligationer – Når en obligation er konvertibel betyder det at obligationen kan ombyttes til aktier i stedet. Kursen for konverteringen er fastsat på forhånd.
Kreditrisiko – Risikoen for at låntageren ikke tilbagebetaler et lån. Det vurderes for at forudsige risikoen for tab for långiveren.
Kursværdi – Markedets vurdering og prisfastsættelse af et aktiv på et givet tidspunkt. Kursværdien er baseret på udbud og efterspørgsel.
Kursgevinst – Den positive difference mellem købs- og salgskursen, og dermed fortjenesten.
Kurtage – Gebyr som opkræves for at en handel gennemføres. Det dækker omkostningerne ved den pågældende service og trækkes normalt fra handelsværdien som en procentdel eller et fast beløb.
L
–
M
–
N
NASDAQ-indekset – Amerikansk aktieindeks der følger præstationen af mere end 3.000 selskaber noteret på Nasdaq-børsen. Særligt inden for teknologi. Indekset bruges som en indikator for såvel teknologisektorens som det generelle markeds vitalitet / sundhed.
O
Obligation – Gældsbevis der fungerer som et bevis på at obligationsudstederen skylder obligationsejeren en bestemt sum penge, der skal forrentes med en fastsat %-sats hvert år.
OECD – Organization for Economic Cooperation and Development. Har også fået kaldenavnet “De rige landes klub”. Den økonomiske samarbejdsorganisation består af 37 vestlige lande.
OMXC-indekset – Københavns Fondsbørs’ totalindeks, som inkluderer alle noterede aktier.
OMXC25-indekset – Indeks der består af de 25 største og mest likvide danske aktier, som er noteret på Københavns Fondsbørs. Indekset bruges som en indikator for det danske markeds vitalitet / sundhed.
P
P/E-værdi – Forholdet mellem en akties aktuelle værdi og virksomhedens indtjening pr. aktie.
PMI-indekset – Indeks der tager udgangspunkt i spørgeskemaundersøgelser, hvor cirka 400 virksomheder adspørges hvad angår den pågældende aktivitet – Er den steget, faldet eller uændret i forhold til sidste måned? Indekset oplyses for både industri- og servicevirksomheder. De vigtigste opgørelser er fra USA og Eurozonen.
Portefølje – En samling af aktiver, såsom aktier, obligationer og valuta, ejet af en investor. Målet med en portefølje er at diversificere / sprede risikoen og optimere afkastet.
Premarket – Handel der typisk foretages 1-2 timer før markedets officielle åbning.
Q
–
R
Realafkast – Det faktiske afkast af en investering når der er taget højde for periodens inflationsniveau.
Realrente – Den faktiske rente når der er taget højde for inflationsniveauet.
Reguleret marked – Ved et reguleret marked forstås det, at selskaberne er forpligtede til at oplyse markedet om væsentlige og kursrelevante faktorer. Dette er samtidig med til at skabe en øget tillid.
S
Sortstemplet obligation – En obligationstype som på udstedelsestidspunktet har en nominel rente, der er mindre end den gældende mindsterente.
Stykstørrelse – Stykstørrelsen varierer fra virksomhed til virksomhed. Eksempel; Et selskab udsteder 50.000.000 kr. i aktiekapital og stykstørrelsen er 20. Antallet af aktier er således 50.000.000 / 20 = 2.500.000.
T
–
U
Udtrækning – Når obligationsudstederne afdrager på deres lån, får obligationsejerne udtrukket et tilsvarende beløb i obligationer. Mængden af obligationer i serien bliver således mindre for hver udtrækning.
V
Valuta – Den officielle møntfod i et land. Dette er samtidig et investeringsprodukt, ligesom aktier og obligationer, da kursen på valuta har udsving som følge af landets økonomiske forfatning.
Volatilitet – Et udtryk for udsvinget i investeringsproduktet. En høj volatillitet betyder således, at kursen svinger meget op og ned, hvorimod en lav volatillitet betyder at kursen er mere stabil uden de store udsving.
W
Wall Street – Ikonisk gade i New York, hvor den amerikanske fondsbørs, New York Stock Exchange, er placeret.
Y
Ydelse – Betalingen for låntageren. Afdrag plus rentebetalinger.
Z
–
Æ
–
Ø
–
Å
–
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Indtast dine oplysninger og modtag de nyeste opdateringer
* Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at vi må sende dig nyheder og markedsføring.