GreenMobility - dansk delebilstjeneste

Siden 2016 har GreenMobility været en del af det københavnske gadebillede. Selskabet driver en 100 procent elektrisk delebilstjeneste bestående af flere hundrede bybiler. Med andre ord er der altså tale om et udlejningsselskab, som udlejer elektriske bybiler, og dermed tilbyder en fleksibel transportform til den urbane forbruger. Den dag i dag drives platformen på tværs af seks europæiske byer i form af København, Aarhus, Malmö, Göteborg, Antwerpen og Gent. Selskabet har dog store ambitioner for fremtiden, hvorfor flere europæiske destinationer er på tegnebrættet, heriblandt Helsinki og Oslo, som er de to næste byer på ekspansionslisten.

Bæredygtighed, deleøkonomi og urbanisering

I investeringsverdenen omtaler vi ofte de såkaldte megatrends, som er langsigtede, transformative og dybdegående forandringer, der gør sig gældende på et globalt niveau. Tre af de absolut mest omtalte megatrends i disse år er bæredygtighed, deleøkonomi og urbanisering. Netop disse trends er nøgleord for GreenMobility, hvis koncept er baseret på en deleøkonomisk løsning til den urbane forbruger, der ønsker en fleksibel og bæredygtig transportform.

Du kan læse meget mere om megatrends i dette indlæg: Hvad er megatrends?

Sådan fungerer GreenMobility

1) Hent appen GreenMobility

  • Det er gratis at oprette en bruger hos GreenMobility.

2) Book din bil

  • Med appen kan du finde, reservere og låse bilen op.
  • De første 20 minutters reservation for hver dag er gratis.
  • Derefter koster det fra 2 kr./min.

3) Kør afsted i din bil

  • Man må gerne køre ud af “zonen”, så længe der er tilstrækkeligt strøm på bilen.

4) Færdig med turen

  • Parkér og efterlad bilen inden for “zonen”.
  • Det er også muligt at parkere på GreenMobilitys “hotspots”.
  • Afslut din tur og sæt eventuelt bilen til opladning.

Find en elbil på kortet i appen

Den primære bruger hos GreenMobility

Den primære bruger anvender GreenMobility via deres minut-betaling, men det er samtidig også muligt at anvende deres forskellige pakkeløsninger i form af timepakker og døgnpakker. Disse er særligt anvendelige for personer, som ønsker at anvende bilen til en udflugt, weekendtur, ferie eller lignende. Derudover er det også muligt at forudbestille en bil til en ønsket adresse mod et gebyr på 79/129 kroner, som afhænger af afstanden til den ønskede leveringsadresse. Når man anvender GreenMobilitys platform er forsikring, strøm og parkering inkluderet i prisen.

Drømmen om international ekspansion

Tilbage i slutningen af august måned rundede platformen 100.000 brugere, og selskabet forventer at fortsætte den internationale ekspansion, som har været planen fra starten. I selskabets børsprospekt fra 2017 fremgår ambitionen, at blive blandt Europas førende udbydere af bybiler og en markant international aktør. Ambitionen var samtidig, at konceptet skulle være repræsenteret i mere end 20 byer i 2021, og herved have mere end 400.000 brugere på platformen. Som tidligere nævnt har selskabet aktiviteter i seks forskellige byer; København, Aarhus, Malmö, Göteborg, Antwerpen og Gent. Derudover forventes det, at selskabet snarligt gør indtog i byerne Helsinki og Oslo. Der er således fortsat et stykke vej til ambitionen om mere end 20 byer. Det nærliggende spørgsmål er således, om det er realistisk at indfri ambitionen i løbet af 2021.

“Det her er et fælles projekt, der virkelig giver mening, og uden vores brugere, ville vi ikke kunne nå de vigtige grønne mål om at skabe renere byer med mindre forurening, som vi hver dag arbejder hen imod. Vi har de sejeste brugere og medarbejdere. (…) Det har været fantastisk at se, hvordan både brugere og de nye byer, Malmö og Göteborg, har taget så positivt imod vores koncept. Vi glæder os meget til at komme til Belgien og skabe et stærkt bruger-community der også.” – Thomas Heltborg Juul, Group CEO.

Selskabet har siden starten haft en stærk forventning om at den internationale ekspansion primært skulle ske via franchise. Ved franchise betaler franchisetagere for rettighederne til at drive GreenMobilitys koncept, samtidig med at de får adgang til de bagvedliggende systemer, appen, brandet, websitet, knowhow m.m. Med den hidtidige ekspansion, fristes man til at stille spørgsmål ved selskabets ekspansionsmodel. Tilbage i 2017 havde de en ambition om at have aktiviteter i mere end 20 lande, og derudover have 400.000 brugere på deres platform i 2021. Med den hidtidige ekspansionshastighed er det ualmindeligt svært at forestille sig, at selskabet kommer til at indfri denne ambition inden for de næste 14 måneder. Det er dog samtidig også vigtigt at pointere, at ekspansionen også kan ske via samarbejdspartnere og egne etableringer.

 



Ekspansionsmodellen hos GreenMobility.

Den aktuelle kursværdi

Tilbage i 2017, da selskabet blev noteret på Nasdaq FirstNorth, blev aktien handlet til 150 DKK. I skrivende stund, tirsdag den 3. november, handles aktien til en værdi omkring 130 DKK, hvorfor der er tale om en værdiforringelse på 13,33 procent. Det skal dog samtidig nævnes, at aktien er kommet aldeles godt igen, over de seneste måneder, efter en længere periode med nedadgående tendenser, som følge af coronapandemien.


Aktiekursen for perioden 1. januar 2020 – 3. november 2020.

 

Ved årets start blev aktien handlet til en værdi omkring 90 DKK, men som følge af coronapandemien har kursen samtidig været nede omkring kurs 50 DKK. Fredag den 15. maj blev aktien således handlet til 51,50 DKK. I slutningen af juni måned blev de nedadgående tendenser erstattet med hastige værdistigninger, og mandag den 12. oktober blev aktien handlet til en værdi på 160 DKK. Kursen er sidenhen faldet til den nuværende kurs omkring 130 DKK, men der er trods alt stadig tale om en aldeles flot periode. I perioden fredag den 15. maj til tirsdag den 3. november, er værdistigningen oppe på hele 152 procent.

Økonomiske nøgletal

Omsætning: 2018 Q1-2020 Q3 – Opgjort i mio. kr.
Kilde: Tabellen er udarbejdet på baggrund af selskabets kvartalsberetninger.

EBIT 1 / Primært resultat: 2018 Q1-2020 Q3 – Opgjort i mio. kr.
Kilde: Tabellen er udarbejdet på baggrund af selskabets kvartalsberetninger.

EBIT 2 / Resultat før skat: 2018 Q1-2020 Q3 – Opgjort i mio. kr.
Kilde: Tabellen er udarbejdet på baggrund af selskabets kvartalsberetninger.

Resultat: 2018 Q1-2020 Q3 – Opgjort i mio. kr.
Kilde: Tabellen er udarbejdet på baggrund af selskabets kvartalsberetninger.

“Vi brænder stadig penge af, og det kommer vi til at gøre nogle år endnu” – Thomas Heltborg Juul, 2019, Group CEO.

Tilbage i 2017 havde selskabet en ambition om at opnå break-even i driftsresultatet før skat i løbet af 2019. Som det fremgår af den ovenstående EBIT 2-model har selskabet endnu ikke indfriet denne ambition. Det tætteste selskabet har været på et nulresultat er tilbage i 2019 Q2, hvor selskabet havde et minus på 5,50 mio. danske kroner. Når man tager udgangspunkt i de ovenstående tabeller er det tydeligt, at selskabet fortsat kæmper med det økonomiske resultat, hvilket naturligvis også har haft stor indflydelse på selskabets egenkapital. Med et nyt underskud på 11,186 mio. kroner i den seneste regnskabsperiode, er egenkapitalen reelt set gået i minus.

Burn-rate og break-even

Mandag den 19. oktober 2020 meddelte GreenMobility, at de ønsker at rejse ekstra kapital gennem en aktieemission. Selskabet forventer, at emissionen gennemføres til en pris på 134 kr. pr. aktie, hvilket vil indbringe i omegnen af 75 mio. kroner. Kapitalen til den fremtidige drift og vækst er således sikret. Det er dog vigtigt at pointere, at selskabet fortsat er kendetegnet ved at have en relativ høj burn-rate. I perioden 2018 Q1 til 2020 Q3 opgøres den gennemsnitlige burn-rate til 8,810 mio. kroner pr. kvartal. Kapitalen fra aktieemissionen sikrer således drift i de kommende 25 måneder, såfremt selskabets burn-rate forbliver den samme som hidtil.


Burn-rate: 2018 Q1-2020 Q3 – Opgjort i mio. kr.
Kilde: Tabellen er udarbejdet på baggrund af selskabets kvartalsberetninger.

Ifølge selskabet er målsætningen for 2021 at nå en omsætning på 75-85 mio. kroner, og samtidig opnå break-even på driften ved udgangen af året. Den ekstra kapital fra aktieemissionen bør således være tilstrækkelig, da der er forventninger om et nulresultat i løbet af de næste 13-14 måneder. Dette afhænger dog naturligvis af den fremtidige pengestrøm.

Er GreenMobility en god investering?

Der kan ikke herske nogen tvivl om at GreenMobility befinder sig i et yderst interessant marked, og deres forretningsplan harmonerer i høj grad med tre af tidens absolut største megatrends; Bæredygtighed, deleøkonomi og urbanisering. Selskabet befinder sig dog fortsat på et tidligt stadie, hvor der er et særligt stort fokus på vækst, hvilket i den grad kan ses på bundlinjen. Den hidtidige burn-rate har været massiv, og break-even er endnu ikke realiseret, dog med en snarlig forventning herom, hvorfor selskabet bør blive betragtet som en høj-risiko-investering. Derudover er det også værd at bemærke, at der allerede findes veletablerede konkurrenter på det europæiske marked. Heriblandt den største konkurrent ShareNow, som er ejet af BMW og Daimler, hvilket naturligvis medfører en vis skepsis. Er GreenMobility i stand til at vækste tilstrækkeligt? Og har de den fornødne kapital, som kræves i kampen om markedsandele? Eller er BMW og Daimler simpelthen for stærke? Spørgsmålene er mange, men uanset hvad bør der ikke herske tvivl om potentialet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *